Paul Cézanne (1905) - Stilleben med æbler og ferskner

"Øjet skal gribe, samle tingene," sagde Cézanne, "hjernen skal give det form." I et stilleben, hvor kunstneren også skaber den verden, han maler, repræsenterer hvert objekt, hver placering, hvert synspunkt en beslutning. Cézanne malede og bemalede objekterne her mange gange. Bordet, det mønstrede klæde og den blomstrede kande var alt sammen rekvisitter, han beholdt i sit studie. Hver ny opstilling var en ny udforskning af former og deres relationer.

Her tipper bordet uventet, hvilket trodser traditionelle perspektivregler. Ligeledes ser vi kanden i profil, men får også lov til at kigge ned i den. Paradoksalt nok er det netop Cézannes trofasthed mod det, han så, der forklarer denne "benægtelse" af logik og tredimensionelt rum. Det er ikke så meget, at han bevidst udflader rummet. Snarere koncentrerer han sig om selve objekterne i stedet for det perspektiviske skema – "luftboksen" – hvori de eksisterer. Cézanne arbejdede langsomt og bevidst. Over flere dage flyttede han sit staffeli, malede forskellige objekter – eller endda det samme – fra forskellige synsvinkler. Hver gang malede han det, han så. Det var hans fordybelse i maleprocessen, der skubbede hans værk mod abstraktion.